Teltet har bestået stormprøven i nat! Ved 2 tiden blæste det kraftigt op, og en strid vind kom ind fra søen. Det var meget voldsomt, men heldigvis var teltet føjeligt og bøjeligt, og vi kom ud af natten uden mén. Lettere køligt her til morgen, men ingen regn.
I går havde mine myggestik i panden formeret sig til et par horn, så jeg lignede en djævel. Her til morgen var det ene horn trukket ned over øjet, så jeg slet ikke var i stand til at se, hvad jeg så lignede.
Der er noget ved campingpladser ved byer, der ikke er til at holde ud. De er store og overfyldte. Alt for mange mennesker. Vi har installeret os i Québec City, og her er crowded. Vi bor nøjagtigt 1 km fra indgangen til campingpladsen, på en stor nok teltplads, men uden et eneste skyggende træ, og temperaturen har passeret de 33°C. Ved siden af os bor en ung familie med 4 børn under seks år. Ungerne er søde nok, men faderen synes det er smart at lade radioen drøne rapmusik ud over hele pladsen. Da alle de andre campere omkring os er inde i byen, er vi alene om at døje musikken. Det skal nok blive yndigt. Og så skal vi endda være glade, fordi vi var så heldige at få plads!
KOA campingplads i Québec City, Québec, Canada.Det er 1. juli. Canadadag, og alle gør klar til at festligeholde dagen på campingpladsen. Især er der gang i alle bålene på pladserne. Vi nøjes med lidt lækker mad. Naboen til gengæld, har fået besøg af hele familien, så der er mindst 8 voksne og lige så mange børn, og selvfølgelig er der ikke plads til dem alle sammen, så vi er i den grad omringet. En stor del af ”vores” plads udgør deres boldbane. Det er faktisk de voksne der er de værste. Uden hæmninger.
Saved by the bell! Pludselig flænsede et lyn himmelen og lige efter fulgte et kæmpe brag. I løbet af et par minutter var himlen sort og regnen væltede ned. Vild aktivitet alle steder. Vi satte liggestolene op inde i teltet. Vi kunne dog ikke læse på grund af mørket, men så kunne man jo sludre. Det var meget voldsomt. Der kom meget vand. Teltet har også bestået regnvejrstesten.2/7 2005
Vi tog shuttlebussen fra campingpladsen ind til byen allerede klokken 8 om morgenen.
Shuttlebussen udenfor KOA, Québec.Strålende sol, selvom vejrudsigten havde spået regn hele dagen. En bustur, der var noget af en oplevelse. Folk blev samlet op forskellige steder for at blive sat af på en central busstation, hvor man så blev fordelt i busser alt efter, hvilken tur, man havde købt.
Nu skulle vi kun transporteres frem og tilbage fra bycentrum. Selve turen stod Andersen Booking selvfølgelig for. Så vi vandrede ind i en by, som sammenlignes med Paris, og efterhånden som vi kom rundt om de gamle huse og de mange udendørs- restauranter, var vi på nippet til at samtykke. Québec er en utrolig charmerende gammel by. Her kører hestevogne rundt med turister, og de er meget populære. Vi lagde en plan over en fadøl.Og så travede vi den gamle del af byen tynd. Vi gik ikke ind i nogen af museerne. Det er imod Andersen Bookings principper. Til gengæld så vi en masse smukke gamle bygninger, fort, kirker og en masse venlige mennesker og turister, som såmen også var meget venlige.
En lille”parisisk” boggade.
En af de parisiske gader i Quèbec.Frokosten blev, traditionen tro hvor vi møder en restaurant, der kører rundt højt oppe i luften, indtaget på Québecs revolving restaurant. Betagende udsigt i klart, klart vejr over St Lawrence River fra byens største hotel. I øvrigt er der altid fremragende mad på disse steder – og det koster kun det halve til frokost, sammenlignet med aftenspriserne for samme retter, og det er fint, når man er på campingtur. Vi nød det i over 2 timer. 1½ tur rundt.
Her ses det sted, hvor Saint Charles River løber ud i St. Lawrence River.
Fotografen nyder maden og den smukke udsigt.Der er lige nu 2 begivenheder i Québec: En konference om ”Sexual behaviour”, vi så det på hotellet, den var meget begrænset besøgt, og så tilløbsstykket: Police- and firefighters annual sports meeting”. De oversvømmede byen, der var kæmpe udendørs scene til koncerter, spisetelte osv, osv. 65 forskellige sportsgrene kunne de deltage i. Derefter kunne man købe nåle (pins), som bevis på, at man havde deltaget i en disciplin. Nålene for golf var udsolgt.
Så vi blandede os med disse politi- og brandfolk og deres koner og børn og nød musikken og hele sceneriet. Alt sammen indtil klokken 17.30, hvor vi mødte op på samlingsstedet og blev fragtet hjem. En dejlig dag.
Men ikke alle træer vokser jo som bekendt ikke ind i himlen. Tilbage på campingpladsen måtte vi konstatere, at festen fortsatte, der hvor den sluttede så brat i går. Mindst 16 mennesker og bål ved siden af os – og på vores plads også, såmen. Vi gav op – åd vores aftensmad, gik i seng og faldt heldigvis øjeblikkeligt i søvn.
Amerikansk ægtepar med hund i bæresele på KOA-campingpladsen i Quèbec.Dagens dyr: En lille yorkshireterrier, som blev båret
rundt på maven af sin ejer i en babysele.
Benene strittede ud til højre og venstre, så
det lignede en skildpadde, der lå på ryg-
gen. Ren dyrplageri.Dagens bemærkning: ”He is our guardian light”.
(Hundeejeren, som blev rævestolt,
da jeg spurgte om jeg måtte
fotografere den lille familie).3/7 2005
Ingen i den store familie var vågne, mens vi pakkede sammen og spiste morgenmad. Parret bag familien ville bede om en anden plads med lidt mere ro. Weekenden er ovre, og mange tager hjem i løbet af dagen.
Dejlig køretur mellem Québec og Kingston, Ontario. – Tungen lige i munden og al koncentration på vej gennem Montréal. Stor by!Montréal set fra motorvejen på den anden side af St. Lawrence River. Det
Olympiske Stadion ses midt i billedet.Så er vejene for alvor blevet trafikerede, og vi er ikke alene i verden mere. Men de er gode og med mange vejbaner i hver retning. Sproget er nu engelsk igen. Nu var jeg ellers lige kommet i træning med at konstruere kunstfærdige franske sætninger.
Indkøb i Kingston, som er en by, der ligger ved St. Lawrence flodens begyndelse ved Lake Ontario, og ophold på en velsignet fredelig campingplads. Familien ved siden af os havde tre børn. De var vandt til at campere og en fornøjelse at bo ved siden af. Mogens fødselsdag fejrede vi klokken 19. – vi er jo forud i tiden her. Vi lavede en eksklusiv middag med 4 retter: Fransk paté, den rigtige canadiske hash, clam cowder fra New Brunswick, kirsebær fra Prince Edward Island og emmentaler fra Arla. En svir.
Campingpladsejerne, er et lidt ældre ægtepar, nok på alder med os, var nogle meget søde mennesker. Manden var nu noget for sig selv. På den obligatoriske hayride sad han på sin traktor og sang og råbte til alle i nærheden. Vi blev lidt forbavsede, men vi så hurtigt, at han vakte glæde og moro alle steder. Festlig fyr.
Dagens dyr: Ja nogen vilde dyr ser vi ingen af
på denne tur. En falk af en slags må
række.
Dagens bemærkning: ”Undskyld, der er vel ikke en
Tom Horton’s her i nærheden, jeg trænger
desperat til en kop kaffe".
(Kvindelig campist fra sin bil ved udkørslen
fra campingpladsen om morgenen klokken 8).Jeg tilbød hende kaffe fra vores telt, men hun svarede
nej tak, det havde hun selv. Det tog bare alt for lang tid at koge vandet. Så hellere køre 5 – 10 km efter en coffee – to – go!)4/7 2005
Så er der for alvor trafik! Alligevel bugserede vi os uden problemer ind i Toronto og direkte ind i et P-hus lige ved siden af CN-Tower. Her findes verdens højst placerede roterende restaurant, 351 m oppe i luften. Og den kommer 360° rundt på 1 time og 12 minutter.
Lidt om tårnet:
Tårnet er 553,33 meter højt og bygget i
1976 af Canadian National, CN. Turen
med elevator tager 61 sekunder.Andersen Booking havde sørget for bord til os her. For igen: Man undgår at stå i kø for at komme op i udsigtstårnet, og man skal ikke betale adgangsbilletten, så det bliver meget rimeligt at spise denne luksusfrokost. Og luksus skulle det være. En fødselsdag fejret med manér.
For at komme derop skal hver enkelt person gennem en detektor, så det tager sin tid. Man behøver jo ikke at kigge ned, medens man farer op i glaselevatoren, men kan nøjes med at tænke på, at det tager kun 61 sekunder. Ej heller behøver man at tænke på, at man er er pokkers højt oppe, hvis der skulle udbryde brand. Kan man abstrahere fra det – vi kan – er det blot at læne sig tilbage og nyde karruselturen med den fantastiske udsigt. Og selvfølgelig også King Crab og Cardonnay og dejlige og smukke desserter.Meget lækre desserter
King Crab i restauranten på toppen af CN Tower.
I årenes løb er det blevet til disse revolving restaurants:
Hamburg 1982
Reykjavik 1991
Space Needle, Seattle 1990 og 1995
Vancouver 1995
Winnipeg 2002
Sydney 2002
Québec 2005
Toronto 2005
Det har været stegende hedt hele dagen. Over 30°C. Vejrudsigten siger måske tordenvejr, så vi besluttede os til at slå vores lille stormtelt op. Og nu sidder vi inde i bilen (klokken er 5.30), og det lyner og tordner rundt om os, mens regnen høvler ned. Teltet er for lille til at sidde i, og man kan ikke ligefrem påstå, at det stormer. Så måske var det alligevel ikke det rigtige valg. Men nu får det i hvert fald premiere.
Vores "storm" telt på KOA-campingpladsen nord for TorontoNå, Mogens har taget en lille eftermiddagslur i teltet under uvejret. Det klarede ikke vandprøven. Begyndte at dryppe et par steder ved sømmene. Mogens mener, vi bør give teltet til Jonas; jeg mener, vi bør give det en chance. For Mogens så ikke al den regn der faldt. Jeg gjorde. Og de enorme vandpytter (søer) på vejene er beviset. Det er det telt, som faldt sammen under vandmasserne også. Ejerne er evakueret til en hytte!
Vi kørte ind til byen for at få noget at spise, men det var absolut umuligt. Kun en Tim Horton’s og man kan jo ikke blive mæt af kaffe og kage. Tilbage på camping- pladsen var regnen imidlertid ophørt, og temperaturen dejlig sval.
Vi smurte os nogle sandwich og nød aftenen, inden vi kravlede ind i vores lille telt. Som vi også nød. Og det var slet ikke vådt. Og det føltes slet ikke, som om man lå for tæt og ikke kunne få luft. Faktisk føltes det ganske dejligt. Jonas får altså ikke dette telt. Så kan vi købe ham et andet. Punktum.
Dagens bemærkning:”This moose probaly won’t look
two ways.”
Tekst på et vejskilt.Dagens dyr: 2 levende krager, der sad på et vejskilt, der
reklamerede for: Crows Motor Service.5/7 2005
Øv regnvejr, da vi stod op. Heldigvis havde Mogens nået at lave kaffe, men morgenmaden måtte vi opgive at lave. Teltet var ”a piece of cake” at tage ned.
En lang og meget smuk tur til Sault Ste. Marie. Landskabet lidt mere råt: altså klipper, masser af både nåle- og løvskove, meget spredt bebyggelse. Motorvejen, nr. 400, ophørte i Parry Sound. Vejen blev nu to sporet, men for hver 10 km blev den ændret til 3 spor. Med mulighed for sikker overhaling. Et godt stykke fra Toronto ebbede trafikken ud, og vi kørte meget alene.
Der var ingen biler og desværre heller ikke noget sted, hvor vi kunne få morgenmad. Restauranter vrimler det ellers altid med. Et sted, under vores jagt på morgenmad, fik vi rigtig forvildet os ud i landskabet. Vi så meget af dette smukke landskab, men det er ligesom ikke så vigtigt og interessant, når man er sulten. Det lykkedes os efter mange km at komme tilbage til vores vej, og selv en restaurant fandt vi omsider.
Her er en masse – hundredvis - af søer, med en masse – tusindvis – af åkander. Så betagende. Vi er kørt igennem 1st. Nation County med Ojiba, Shawanaga, Missisaugs og Magnetawan. Vi er kørt forbi veje med de underligste navne. Dette er ret vildt: ”Seldom Seen Road”.
Og så er vi her i Sault Ste Marie, hvor vi var for 10 år siden med Morten. Her er stadig lige dejligt. Det var her Mogens fik besøg af en sort bjørn, medens han sad og læste, og himmel og jord blev sat i bevægelse for at få den indfanget, med lokkemad i et bjørnefængsel om natten ved siden af vores telt, for at det ikke skulle være løgn. Det lykkedes ikke at fange bjørne ved den lejlighed.
Der er stadig en bjørn her, men denne er kun et år gammel, så den behøver vi ikke at bekymre os om, sagde værtsparret – og anbragte os på samme plads som dengang.
Ejerne af pladsen er danskere. De havde netop købt pladsen, da vi var her i 1995. De elsker den stadig. Bor i Toronto om vinteren og er her 5 måneder om året. Dette er en meget flot campingplads. Den ligger lidt uden for selve byen, men denne gang må man nok sige, at byen er kravlet lidt tæt på. Som i næsten alle amerikanske byer, er denne canadiske by også ved at fjerne alt liv i byen, lukke den ene butik efter den anden, og så ellers bygge kæmpe varehuse og enorme parkeringspladser i passende afstand fra centrum. Det kan godt være det er effektivt.
KOA i Sault Sainte Marie, Ontario, Canada.
Men smukt er det bestemt ikke. Heldigvis har byen stadig megen charme, hvad man bestemt ikke kan sige om de fleste amerikanske byer.
Mødte en 80 årig dame i baderummet, mens jeg børstede tænder. Også canadier taler til alle om alt. Så da jeg havde været alle tænder omhyggeligt igennem, vidste jeg også, at hun var fra Toronto, var på besøg hos ejerne, at de var bridgepartnere, og at hendes mand var 84 år, og havde kørt turen fra Toronto til Sault Ste. Marie på 8 timer (i øvrigt ham, der var så forvirret, at han var gået ind på dametoilettet, hvilket udløste et mindre inferno af råbende kvinder, der advarede hinanden i ganske høje vendinger mod den formastelige, som aldrig forstod, hvorfor hans kone så pludselig havde trukket ham ud).
KOA-bygningen i Sault Ste. Marie med beklædning af cedertræ og med store flotte cedertræer foran.
Lejrbålsplads med blandet andet 100 år gamle cedertræsstubbe.
Nå, det blev til en hyggelig aften med de 4 foran lejrbålet med udveksling af synspunkter, rødvin og marshmellows. Også et irsk par tilsluttede sig lidt senere.
Dagens bemærkning: ”How on earth did you get to look like that? All people from Scandinavia are support to be blonds.” (84 årig canadier på campingpladsen).
Dagens dyr: Frække egern omkring vores telt.
6/7 2005
Forfatteren ved havnefronten i Sault Ste. Marie. Det er broen over til USA i baggrunden.
Sault Ste. Marie er en pragtfuld lille by. Pragtfuldt vejr til at se den i. Gik en lang tur langs havnefronten.
Sluseanlægget er imponerende her mellem disse enorme søer: Lake Huron (579 f.o.h.) og Lake Superier (601 f.o.h.). Søde gamle huse. Venlige mennesker på et ganske velassorteret bibliotek, hvor vi tjekkede internettet for nyheder og også købte et par brugte bøger til 0,50 CAD pr. stk.
Resten af dagen afslapning med læsning ved en meget lækker swimmingpool på campingpladsen.Dagens bemærkning: ”Det har været en dejlig dag”. Stående bemærkning fra én af deltagerne med Andersen Booking Rejseselskab.
Dagens dyr: En vaskebjørn. Første møde med
den var engang i nat. Vi havde
ladet vores køler med mad stå uden for
bilen.(Enhver ved, at det gør man simpelthen ikke).
Vaskebjørnen forsøgte ihærdigt at åbne den. Mogens fik den jaget væk. Og ind med boksen i bilen.
Næste morgen var den inde i skoven lige bag vores plads, mens vi spiste morgenmad med æg og bacon. Den forsvandt dog hurtigt, da den fornemmede, at vi havde set den. Var blot pist væk i et nu.7/7 2005
Tidligt op, for vi havde besluttet at forsøge at køre hele vejen til Henriette i Prior Lake, Minnesota. En lidt lang tur, men vi havde et par KOA pladser undervejs, som vi kunne falde ind til hvis det kneb med den lange vej.
Over broen vi havde set i går, gennem tolden uden problemer, og så ellers vestpå ad interstate 75. Det skulle selvfølgelig være vores ”piece of cake-tur”, men der var vejarbejde alle 80 km. Så der gættede vi på, at vores tidsplan ikke holdt hele vejen til Minnesota.
I St. Ignace, der hvor broen går over til selve Michigan, og hvor vi havde boet på campingpladsen i 1992 med Morten, Malene og Sebastian, blev vejen, og dermed vejarbejdet, afløst af landevej 2, som kort efter byen, blev rigtig rar at køre på. Ikke så mange biler og en meget smuk kyst. Kysten går langs Lake Michigan, den tredje store sø.
Ved byen Marinette køre vi ind i Wisconsin ad landevej 42, men også her kørte vi ind i store vejarbejder. Denne gang med kæmpe store omkørsler, så store og mange, at vi begyndte at blive i tvivl om vejen i det hele taget var den rigtige, vi kørte. Men efter lang tid kom vi til et motorvejsstykke ved byen Shawano, og vi var klare over, at vi var på rette vej.
Nu skulle det blot gå lige ud ad landevejen, nr. 29, så ville på et eller andet tidspunkt nå Eau Claire, hvor interstate 94 så endelig gik direkte til Henriette. Det var da altid noget, men færdselen blev tættere og tættere og vi blev mere og mere trætte af den meget ensformige tur. Landskabet var bestemt ikke noget at skrive hjem om.
Ved fyraftenstid, altså rushhour, nåede vi Eau Claire, kun for at konstatere, at her også var store vejarbejder. Med lidt lykke og held kom vi nogenlunde smertefrit øst om byen og direkte ned til 94. Så var vi på hjemmebane og kunne nu blot fortælle bilen, at næste punkt på turen skulle være St. Paul. Den tur gik også fint nok, selv om vi efterhånden blev mere og mere utålmodige, både på grund af turens længde, men også det, at vi snart skulle se vores familie.
Ved St. Paul bliv trafikken endnu værre, end den havde været på hele turen, men heldigvis kendte Mogens en smart vej til Prior Lake, der førte os smertefrit til ”vores” vej 42. 42 fører os direkte til Shady Beach Trail NE, som vi så nåede ved 20-tiden.Dagens bemærkning: Et vejskilt i Wisconsin. ”Animal present when flashing. (Et ret genialt system var her etableret for at sikre bilister og dyr. Ved vejsiden havde man med ca. 1-1½ km afstand, sat sensorer op, som, så snart et dyr passerede ”strålen”, tændte flash, som derved kunne advare bilisterne. Sikkert ikke helt billigt, men ihukomne filmen ”The Straights Story”, hvor den kvindelige bilist uge efter uge kører et deer ned, kan det nok betale sig).
